Når bits og bytes bliver til bøger – et speciale om digital læsning i BookBites

Efter uendelige og gode mængder af litteratur, filosofiske værker og kunstneriske eksempler har jeg afleveret mit speciale i Æstetik og Kultur. “Læsningens digitalisering i BookBites – mellem litteratur, bits og bytes” blev titlen på det arbejde, jeg har brugt de sidste mange måneder på hos BookBites. Så lad det ene ord tage det næste – tag en pause og læs med herunder, hvor jeg har forvandlet processen til en artikel med udgangspunkt i specialets væsentligste hovedpointer.

Anne Bols Zeuthen speciale om Bookbites

It is often said that proper reading relies on the art of taking a pause: on our ability to suspend the pressing rhythms of the everyday and allow ourselves to absorb, and be absorbed by, alternative structures of temporality. The clocks of the imagination do not run at the same speeds as the timetables of the real; to read is to inhabit the present at one’s own pace and in the light of a multitude of unknown pasts and possible futures

– Lutz Koepnick, “Reading on the Move”

Fra studie og skolebænk til virksomhed og praksis

Som studerende på Æstetik og Kultur ved Aarhus Universitet får man lov at beskæftige sig med det, der omgiver os – det gælder både kunsten på museet, filmen i fjernsynet, kulturpolitiske strategier, teksten på gaden eller paperbacken på sengebordet. Men det er efterhånden indlysende for de fleste, at vi også i højere og højere grad sanser vores omgivelser gennem det digitale.

Da jeg var kommet godt i gang med studierne på bacheloruddannelsen og blandt andet havde haft fag på Digital Design, fik jeg lyst til at undersøge, hvordan tingene egentlig foregår i praksis. Ved siden af mine studier begyndte jeg derfor som studentermedarbejder i virksomheden Redia, der gentænker den digitale formidling på blandt andet museer, i oplevelsescentre og i større virksomheder. Da Redia i efteråret 2015 var med til at etablere BookBites blev jeg grebet af, hvordan digitaliseringen af litteratur kan være med til at forvandle det traditionelle bogmedie og det at læse. Jeg stod altså over for mødet med en virksomhed, der ville lave en gennemgribende forvandling af det at læse digitalt. Jeg vidste med det samme, at det her ville være den perfekte mulighed for at beskæftige mig med et højaktuelt emne i forbindelse med afslutningen på mit studie. Litteraturens medier må nemlig siges at være i opbrud, og den litterære kultur deltager med stadig større tydelighed i og udforsker digitaliseringens muligheder.

Det har da også siden vist sig at være interessant at tage udgangspunkt i BookBites, fordi produktet netop er med til at belyse, hvilke muligheder og udfordringer digitaliseringen bringer med sig. Ambitionen med BookBites som platform for digital læsning er at få flere elever i grundskolen til at læse mere. Udover at arbejde med den digitale læsning på en måde, hvor overblikket forbedres, præsentationen af materiale kvalificeres til den enkelte læser og hele det personlige bibliotek er tilgængeligt på et øjeblik gennem iPad’ens interface, udnytter BookBites opsamlingen af læserens data til at udvide læseoplevelsen.

Med udgangspunkt i den del af appen, der er udviklet til eleverne valgte jeg at lave tre relevante nedslag i selve analysen.

1)   Valget af bog

2)   Bogens form

3)   Visualisering af læsning

De tre tilgange til den digitale læsning gav mig et vigtigt indblik i, hvordan synlige, men i høj grad også usynlige strukturer opererer i BookBites. Det var derfor tydeligt, at jeg måtte udfordre analysen med betydningen af digital sporing og samtidig italesætte behovet for udviklingen af digitale kompetencer hos eleverne, der skal begå sig i en verden, der bliver mere og mere digital.

Læs med videre og bliv klogere på, hvordan BookBites udvider den digitale læsning.

1) Valget af bog

Adgangen til det litterære materiale ændres i det digitale univers – det gælder ikke bare i BookBites, men også på andre platforme, hvor den digitale læsning foregår. Den digitale teknologi kan individualisere materialeudvalget på måder, som ikke er mulig uden algoritmiske processer og digitale input og output. I BookBites sker selektionen på baggrund af allerede eksisterende data om brugeren og gennem valg af egne interesser og læseniveau. Det gør det muligt at præsentere udvalgt indhold på boghylder, der virker personligt for den enkelte elev. Baseret på elevens egne indstillinger, agerer algoritmerne og efterlader derved begrænset agens til læseren, når en titel udvælges på hylderne. På den ene side virker det privilegeret, at udvalget individualiseres, men på den anden side kan det automatiske virke begrænsende. Når man arbejder med, hvordan bøgerne selekteres, er det derfor essentielt for læseoplevelsen, at det gøres på en måde, så det ikke virker begrænsende for brugeren. I BookBites er eleven heller ikke begrænset til udvalget på hylderne. De præsenterede bøger må ses som inspirerende anbefalinger, og det er til enhver tid muligt også at søge i hele databasen af bøger.

BookBites_vælg BookBites_hylder

Bogen splittes altså op i en digital materialitet, der øger fleksibiliteten, formbarheden og muligheden for manipulation. Det har ikke kun betydning for den mængde og udvalget af litteratur, der kan søges frem digitalt – det gør det også muligt at præsentere bogen på en helt anden måde end vi er vant til, hvis vi sidder med den fysiske bog i hænderne.

2) Bogens form

Historisk set er der ingen konsensus om, hvordan en bog ser ud. Skriftrullen og kodeks, den indbundne bog, var for eksempel i århundreder lige så meget en bog som den firkantede. På samme måde vil udviklingen af den digitale læsning ske akkumulerende over tid. I æstetisk sammenhæng har det derfor været særlig interessant at arbejde med bogen som objekt, da måden, vi kan omgå det digitale materiale på, er væsensforskellig fra det, vi normalt forbinder med læsning af litteratur. Selve læsningen og håndteringen af teksten påvirkes også, når den foregår gennem iPaden. 

Generelt fungerer den digitale læsning i en mobil form, der smelter teknologi, mediet, brugen og den egentlige rumlige fornemmelse sammen på en måde, der både ændrer konceptet for læsning, men også sætter spørgsmålstegn ved litteraturens materialitet. Der er en særlig soliditet og en umiddelbar begrænsethed forbundet til det objekt, de fleste af os kalder en ”bog” – vi forventer altså en bestemt form og fornemmelse. Men ved at gøre noget andet og se på bogen i en mere symbolsk form, der kan migrere til forskellige medier, er det muligt at reflektere over det redskab, som bogen er. Det betyder eksempelvis, at siderne kan opløses som fast holdepunkt for læsningen, når bogen bliver digital. Når det er tilfældet, giver det derfor i høj grad mening at give bogen en anden optællelig form.

I BookBites defineres bogen derfor i tid i stedet for antal sider. Baseret på eleven læsehastighed opstilles avancerede matematiske modeller, der udregner, hvor lang tid en bog vil læse at læse for eleven. Tiden figurerer som bidder af tid. BookBites præsenterer løbende antallet af tidslige bidder og giver eleven overblik over læsningen. Kapitlerne bibeholdes som den handlingsmæssige konstant, og bidderne fungerer som et halv-transparent lag over bogens struktur. Tiden synliggøres i forbindelse med valget af materiale, men understreges også i det visuelle overblik over den fremadrettede læsning. Overblikket er af afgørende betydning i den digitale læsning, hvor det som læser ellers kan være svært at fastholde fortællingens progression. Den formbare digitale materialitet betyder også, at manipulation af teksten får betydning for læsningen, der kan individualiseres og styres på en helt ny måde. Som læser kan man eksempelvis selv bestemme skrifttype, størrelse og baggrundfarve. 

BookBites_overblik

Bogens form er altså ikke fast og forandres konstant i interaktionen mellem læsningens tre komponenter – teksten, læseren og iPad’en. Der er derfor ikke tale om en simpel efterligning af bogen i papir, når læsningen bliver ved med at være en sansende interaktion med den digitale teknologi. Den digitale læsning i BookBites opfordrer til en fordybende, litterær oplevelse, men samtidig efterlader brugeren også digitale spor i appens parallelle univers.

3) Visualisering af læsning

BookBites er interessant i det digitale læse- og litteraturlandskab – ikke blot fordi appen præsenterer den digitale læsning i et systematiseret inspirationskatalog og med konceptet omkring tid og overblik udfordrer læserens forståelse for bogen som objekt. På samme måde som når vi læser i den fysiske bog i papir, så skal det ene ord tage det næste. Måden at læse på og den gode fortælling ændres ikke i BookBites, men det gør selve tilgangen til læsningen. Et univers med statistik udfolder sig parallelt med læsningen og tilfører spillignende elementer til læseoplevelsen. Eleven kan til enhver tid gå til ”Min side” og få indblik i læsningen. Den tid som eleven har læst er i centrum, og eleven motiveres til læsning af bogormen.

BookBites_statistik

De klare og tydelige mål i form af stjerner er med til at støtte op om læsningen. Spilmekanikkerne relaterer sig til hovedaktiviteten i appen, som er læsning, men de kan også udgøre specifikke delmål i sig selv. De spillignende elementer skaber på den måde en anderledes oplevelse med det læste materiale, der ikke er mulig i den analoge læsning.

Det er væsentligt at holde fast i denne todeling af platformen, hvor fortællingen, det litterære, stadig er det, der skal motivere og holde eleven i læsningen. Spilelementerne er ikke tilført platformen, fordi den i sig selv er kedelig og spilforladt. De er med til at formidle selve adgangen til læsedata og hele konceptet bag BookBites. At bygge sådan et helt univers i forlængelse af den litterære oplevelse er kun mulig gennem den teknologiske udvikling. Bogormen samler de to dele, fordi den fungerer som formidler og bindeled mellem selve læsningen og det statistiske univers.

Digital sporing

De tre perspektiver på den digitale læsning gav mig et vigtigt indblik i, at der både er synlige, men i høj grad også usynlige strukturer, der opererer i BookBites. De beregnende og beregnede strukturer vil på sigt generere store mængder af digitale data.

Data har altid været anvendt til at forstå og håndtere verden gennem eksempelvis folketællinger, udmåling af jordlodder og videnskabelige eksperimenter. Selve indsamlingen af data er altså ikke et nyt fænomen, men med en smartphone i lommen, en bærbar computer i tasken og en iPad i hånden er mængden af overvågning og den data, der florerer markant stigende. Muligheden for at behandle ufatteligt mange input digitalt og se mønstre og tendenser i behandlingen, der ellers ikke ville være synlige, står derfor lige for. Det betyder, at ikke kun eleven har adgang til et helhedsdannende blik på læsningen. Som virksomhed kan BookBites få indsigt i, hvordan appen fungerer og lærere, skoleadministration og forlag kan få indblik i læsningen gennem de digitale data på en helt ny måde. Eleven sikres naturligvis som forbruger gennem eksempelvis brugen af UNI-login og persondataloven, men læsningen må siges at have fået en blivende karakter, der rækker ud over brugerens kontrol.

Kombinationen af datasæt skaber altså ny og kritisk viden om verden for udefrakommende personer, men allervigtigst er det, at opsamlingen af data også er relevant for eleven, der kan følge med i sin egen læsning. Opretholdelsen af den subjektive tilgang til en digital platform som BookBites kan derfor også belyses gennem et anderledes perspektiv på overvågning. I stedet for at se på overvågning med et fængslende og disciplinerende blik kan panoptikonstrategien skiftes ud med en mere positiv og opbyggelig form for overvågning.

Muligheden for at sætte statistik på hverdagen er mangedoblet, og vi er i stigende grad blevet vant til at ændre vores daglige adfærd, når vi får indsigt i data på vores smartphone eller tablet. Analysen af forskellige aspekter af hverdagen som søvnmønster, humør, kalorieindtag, hjerterytme, pulsen kombineret med sporingen af det daglige antal skridt – og nu med BookBites også læsningen af skønlitterære værker – er blot nogle af de adfærdsdata, vi har adgang til. Adfærdsdata kan ses som en form for hverdagens overvågningsmekanik og i den sammenhæng er selve synligheden vigtig. Når BookBites stiller grafiske modeller til rådighed for eleven, er det tegn på, at den synlige indsats har betydning for individet. Det er også en form for synlighed, der ikke gør brugeren sårbar på samme måde som det kontrollerende blik fra forlagene, skolen og virksomheden. Den digitale kontrol – præcisionen, kompleksiteten og mængden af data – er forbundet med velbehag for mange, fordi vi kan beherske og kontrollere aktiviteten. Et datasæt kan på den måde være med til at sige noget objektivt om læsningen som et supplement til den subjektive oplevelse det er at læse. Gennem arbejdet med BookBites blev det altså tydeligt, at det kan være gavnligt at gå til spørgsmålet om overvågning med en mere alsidig forståelse for begrebet. Overvågning er ikke kun et spørgsmål om, at andre kan følge med – det har også andre og mere positiv ladede betydninger.

Digital dannelse

Læsningen bliver altså både en del af en uddannelsesinstitution, hvor bøgerne genererer viden, men i høj grad også en del af en bredere mediekultur, hvor bøger som forretning og underholdning placeres side om side med tilbud som spil, film, fitness-tracking og kalorieindtag.

BookBites er derfor et godt eksempel på, hvordan nye forståelsesstrategier vil opstå, idet det ser ud til, at vi forlader en traditionel fastgjort, sidebaseret læsning. Ved at bruge BookBites som eksempel på, hvordan en digital læsning kan se ud i praksis, har jeg igennem undersøgelsen arbejdet med, hvorfor diskretion, modulering og automatisering må betragtes som digitale vilkår, der grundlæggende forandrer relationerne mellem både form, indhold og interaktion. Dette får afgørende indflydelse på, hvordan eleverne interagerer med den digitale bog – og hvilke kompetencer, der skal til for at få en optimal læseoplevelse i det digitale univers. I BookBites er der altså lagt op til en anderledes læseoplevelse end den, som den traditionelle boginteraktion skaber, og dermed også til en ændring af de kompetencer, der må benyttes og beherskes til en vellykket interaktion med det litterære.

Viden om hvordan det digitale virker – og hvilke potentialer, der ligger deri – er essentielt for brugen af BookBites. Det er vigtigt, at man som bruger kan forstå håndteringen og konsekvensen ved den interaktion, der finder sted digitalt – det er nødvendigt for at begå sig i en læsekultur, der er styret af data. Digitale kompetencer må ses som et nyt lag, der sikrer en fornuftig adgang til og brug af det digitale univers – og de står således ikke i stedet for de kulturelle kompetencer det er at kunne forstå, tolke og reflektere over selve litteraturen. Hvis det lykkedes for eleven, kan han eller hun ved hjælp af funktionerne i BookBites entrere i et motiverende læseflow. De skønlitterære værker kan udforskes på en helt ny måde, når stjerner, statistik og blå orme befinder sig side om side med klassisk og moderne litteratur til børn og unge.

Tror du, at BookBites blot er en overgangsteknologi? Eller vinder det digitale univers indpas hos eleverne i grundskolen som en genstartning af læsekulturen? Jeg ser bestemt muligheder i den digitale teknologi, hvis det sker etisk forsvarligt, så både elever og lærere kan få glæde af det store udvalg af digitale bøger og den løbende reduktion af datasæt i lettilgængelige statistikker – bare det fængslende blik ikke overtager den gode fortælling.

Så forbered eleverne digitalt og lad BookBites styrke læselysten! Vil du vide mere om BookBites? Læs om produktet her


 

Anne Bols Zeuthen hos BookBites

Som specialestuderende har det været utrolig inspirerende at være en del af en nystartet virksomhed, der, da jeg startede, endnu var ved at kvalificere produktets potentiale. Jeg havde derfor mulighed for at få en unik indsigt i den aktuelle praksis på området og samtidig tage kritisk stilling til selvsamme. Efter at have været i huset i mere end 2 ½ år , er jeg nu en fast del af teamet som kommunikationsmedarbejder i BookBites. Jeg glæder mig til at dele nyheder, inspirerende indlæg og nye indsigter med jer.

– Anne Bols Zeuthen