Kender du en usikker læser? Gratis læseundervisning for voksne

At kunne læse er en forudsætning for at kunne begå sig i vores samfund. Flere og flere virksomheder er derfor begyndt at gøre en indsats for at deres ansatte bliver bedre til at skrive og læse. Vidste du, det er muligt at få dækket tabt arbejdsfortjeneste, mens man deltager på et gratis forløb med skrive- og læseundervisning?

bb-peter-lund-madsen-01_fb1200

I konferencerækken Slip ressourcerne fri arrangeret af DR, Nota og VUC er der de sidste par måneder blevet sat fokus på læsevanskeligheder. For at deltage i den sidste i rækken tog vi til Aalborg for at høre om, hvilke tilbud, der findes til de 600.000 usikre læsere i Danmark, og hvorfor det er vigtigt at sætte fokus på læsefærdigheder hos medarbejderne i en virksomhed.

Konferencen foregik i P4 Nordjyllands studier. Som vært og oplægsholder fortalte hjerneforsker Peter Lund Madsen om hjernen og om hvorfor læsning som kompetence må trænes. Han fortalte, hvordan det at udvikle medarbejderne i en virksomhed mod at blive bedre læsere kan være med til at skabe sammenhold og give mod til at præstere. Som udgangspunkt er læsning nemlig en uvurderlig kompetence i stort set alle stillinger.

Hvilke muligheder findes for de usikre læsere?

Til konferencen blev det nationale tilbud, der er tilgængeligt for voksne, som gerne vil blive bedre til at læse, skrive og forstå tekster, også præsenteret. På landets VUC-centre og hos andre kursusudbydere kan usikre læsere deltage i Forberedende Voksenundervisning (FVU) eller Ordblindeundervisning (OBU).

Læsekurset på FVU starter med en test og er herefter inddelt i fire trin á 30-60 timer á 60 minutters varighed. Kurserne arrangeres fleksibelt med hensyn til tid og sted – og så er det gratis at være med. Derudover er det muligt at få Statens Voksenuddannelsesstøtte (SVU), mens man går på FVU. Hvis man som deltager får fuld løn, mens man går til undervisning kan SVU udbetales til arbejdsgiveren. For at gøre tilbuddet tilgængeligt for så mange som muligt, er det også muligt at arrangere særlige kurser for virksomheder og foreninger.

Du kan læse mere om de kriterier, der skal være opfyldt på Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

For direkte kontakt til en uddannelsesinstitution kan du finde dit lokale VUC på www.vuc.dk

Dyk ned i materialet eller send det videre, hvis du kender en, der gerne vil styrke sine læsefærdigheder.

I BookBites tror vi på, at læsning er nøglen til at skabe en bedre verden. Vi arbejder i første omgang selv på at styrke læselysten blandt eleverne i grundskolen med vores digitale læseredskab. Vi tror på, at en tidlig indsats er altafgørende, men støtter naturligvis op om alle initiativer, der kan fremme læsningen – ikke mindst blandt forældrene.